SynDanmark

artikel om de blindepædagogiske principper

FÆLLESPÆDAGOGISK DAG PÅ REFSNÆS

HISTORIKS RIDS OG BAGRUND FOR DE BLINDEPÆDAGOGISKE PRINCIPER.

FACTS OM DE BLINDEPÆDAGOGISKE PRINCIPER

SAMFUNDS-OG SKOLEUDVIKLING I 60-ERNE OG 70-ERNE

ILDSJÆLE SOM TRENDSÆTTERE

BLINDEUNDERSØGELSENS TID

FÆLLESPÆDAGOGISK DAG PÅ SYNCENTER REFSNÆS

Af en landsdækkende arbejdsgruppe der har til opgave at arrangere en fællespædagogisk dag én gang om året for alle landets synsmedarbejdere er jeg opfordret til at holde et indlæg om den historiske baggrund for de 5 blindepædagogiske principper som er:

Individualisering – konkretisering – helhedsoplevelse – virkelighedstilknytning – aktivering.

Disse 5 principper er første gang samlet beskrevet i ”Blinde i Folkeskolen” DLH 1979. v.Svend Ellehammer Andersen og Bjørn Holstein. Det var en undersøgelse, der hvilede både på kvalitative principper gennem semistrukturerede interviews, statitiske oplysninger og teoretiske pædagogiske - psykologiske overvejelser fra de to forfattere.

I årene siden da har de 5 blindepædagogiske principper haft stor betydning som basisviden for mange nye synsmedarbejdere og har været obligatorisk stof på de formelle og uformelle uddannelser af synsmedarbejdere der har været gennemført siden.

Følgende er, hvad jeg fremlagde på den fællespædagogiske dag 22. april 2003.

I 1964 blev jeg som nyuddannet lærer ansat som årsvikar på Blindeinstituttet på Kastelsvej.

Jeg havde haft speciale C på seminariet og havde lyst til at prøve noget ”specielt”.

Dette blev starten på en hel livskarriere. Havde jeg vidst det dengang, som jeg ved i dag havde jeg gjort det alligevel.

Jeg har arbejdet med undervisning af synshandicappede fra 1964 til 1998 hvor jeg forlader posten som inspektør i 6 år på Instituttet for Blinde og svagsynede i Hellerup.

Min karriere har snoet sig som lærer på det gamle Blindeinstitut, som lærer på Refsnæs, som konsulent i Københavns Amt, som Konsulent i 5 år i Undervisningsministeriet, som medstifter af og formand for Synskonsulenternes Samråd.

Jeg har planlagt og gennemført talrige kurser sammen med Danmarks Lærerhøjskole og jeg sad i projektgruppen til undersøgelsen: Blinde i Folkeskolen 1979.

Bjørn Holstein og jeg er stadig i levende live. Svend Ellehammer Andersen og Valdemar Påske er her ikke mere.- Desværre.

Jeg synes selv jeg har haft et fantastisk arbejdsliv. Til tider ganske anstrengende, konstant udfordrende, meningsfyldt og aldrig kedeligt eller rutinepræget.

Jeg har jo haft den ære og glæde at være pioner i udviklingen af synshandicappede børns undervisning i den almindelige folkeskole. Integrationen.

Jeg vil på denne korte tid give jer et klip og et indtryk af den historiske fase, som var integrationens pionertid.- Hvad havde vi gang i, hvordan kunne det lade sig gøre, hvorfra kom inspirationen, hvor turde vi?

Undervejs har jeg uddannet mig til cand.pæd.psyk. og har nu de sidste 5 år været ledende psykolog i en kommune med 50.000 borgere, hvor vi er i gang med at implementere en vidtgående plan for inklusion af børn med særlige behov.

Mit hjertebarn: Undervisning af blinde og svagsynede har stadig min bevågenhed og vi er hos mig i gang med at udvikle et kompetenceskolesystem for blinde skolebørn.

2. FACTS OM DE BLINDEPÆDAGOGISKE PRINCIPER:

Jeg studsede over formuleringen i oplægget til dagens temamøde:

”I vores omgang med de blindepædagogiske principper og vores omtale optræder de, som om de er historieløse…”

Min næste tanke var:

Jamen det er jo selve ESSENSEN af blindeundervisning. Det er heller ikke nyt.

Det nye i det er, at Ellehammer og Holstein strukturerer og sætter det ind i en oversigt med de 5 principper.

Denne måde at undervise på, var det man gjorde på de 2 Blindeskoler i Danmark og såmænd på alle andre blindeskoler i den vestlige verden.

Som ung lærer var det overvældende interessant at komme indenfor murene:

Der var enorme samlinger af modeller og anskuelsesmaterialer. Der var måder at gøre ting på som passede til blindes særlige indlæringsbehov.

Man kom i mesterlære og lærte punkt hos en blind kollega og havde konsultationer hos ældre kolleger. Man fik IKKE lov til at undervise blinde uden videre man skulle vide hvad man gjorde, hvornår og hvordan. Man startede med at undervise svagsynede.

Ekskursioner ud af huset hørte til dagens orden.

Den pædagogiske holdning var, at blinde børn skulle have mere tid til at tilegne sig færdigheder, fordi de manglede fjernsansen.

Det tager tid og er besværligt at være blind. Man havde jo også SKOLEPLIGT i 10 år på statens skoler, hvor alle andre børn havde UNDERVISNINGSPLIGT i 7 år.

De blindepædagogiske principper er beskrevet flere steder i litteraturen hos bl.a. Moldenhauer der var forstander i mange, mange år på det gamle blindeinstitut og Berthold Lowenfeld, psykologiprofessor ved Los Angeles universitet og forfatter til talrige bøger om børn med synshandicap. Berthold Lowenfeld var den store inspirator for Ellehammer og Holstein og man kan spore hans tanker igen og igen i teoriafsnittene i ”Blinde i Folkeskolen”.

Man kan sige, at de blindepædagogiske principper sad i rygraden hos alle der arbejdede med blindeundervisning!

Det var sådan man gjorde indenfor murene.

Samtidig havde man udblik til, hvad der skete i verden omkring os. Der var formaliserede netværk med de andre nordiske lande, Europa og USA.

Der blev læst og samtalet om tidsskriftartikler, ny og gammel viden om pædagogik, psykiatri og psykologi.

Man kan sige, at det var kollegial supervision på højt niveau.

Det kollegiale sammenhold var fantastisk. Det var jo kostskoler, hvor mange lærere også boede. Det var én stor familie, hvor grænser mellem fritid og arbejde var flydende. Et andet særkende var, at medarbejderne enten havde været der i mange år, eller regnede med at blive i mange år. Det var en kultur der prægede den enkelte.

Eleverne var elskede og bevogtede. Det var jo en totalforsorg, som samfundet havde taget det fulde ansvar for.

At være blind blev anset for at være så omfattende for personlighedens udvikling at professionelle måtte yde den nødvendige indsats.

Når man var blind var man et helt særligt og specielt menneske. Man boede på sovesale og havde meget lidt frirum til det personlige liv- ikke mindst når man kom i puberteten og havde brug for at sværme med andre unge.

Som lærer havde man inspektionspligt dvs. at man også var på skolen udover undervisningstiden. Her kom man tæt på sine elever og samtaleemnerne bevægede sig umådeligt bredt over spandevis af te.

Jeg kan huske, at jeg meget tidligt tænkte: De er kun blinde. Blinde børn er mere børn end blinde!

Erhvervsmulighederne var også begrænsede: Organist, pianostemmer, skomager, kurvemager, væver. Mange af disse uddannelser var også rent fysisk beliggende på Blindeinstituttet.

I dag er det svært at forstå. Men de mennesker der arbejdede i særforsorgen havde høje mål og var præget af kærlighed til deres elever og respekt for deres arbejde

De gode viljers æra.

3. VERDEN DENGANG. SAMFUNDS-OG SKOLEUDVIKLING I 60-ERNE.

I 1956 kom de store love om undervisning af døve, blinde og åndssvage. Særforsorgen var hermed født.

Det var socialministerielle love og der var tale om statslige kostskoler med skolepligt i 10 år.

Det var ikke sådan, at der ingen undervisning var for handicappede inden 1956, men det var private og godgørende initiativer.

I 1956 tager samfundet ansvar for undervisning af handicappede børn.

Særforsorgen blev nedlagt i 1980 ved Folkeskolelovens ændring, hvor de eksisterende skoler blev udlagt til amter og kommuner efter geografisk beliggenhed.

Den glidende decentraliserings slutpunkt nåede vi i 2000 med Folkeskolelovens ændring der betyder, at al økonomi vedr. undervisning af alle børn er overtaget af kommunerne, der nu har den fulde indstillingskompetence.

Særforsorgens kostskoler var lukkede miljøer, med højkvalificeret undervisning, men afsondret fra den øvrige skoleudvikling i Danmark på det tidspunkt. Altså har vi 2 paralle undervisningssystemer for børn i Danmark: Et socialministerielt for handicappede børn og et Undervisningsministerielt for alle andre børn.

I 1959 afgiver Folketinget ”9-punktsprogrammet om handicappedes adgang til undervisning i Folkeskolen.”- en hensigtserklæring der i 1961 følges op ”Den grønne betænkning” om folkeskolens specialundervisning. Heri peges der på muligheden af at lave fælleskommunal undervisning af handicappede (Folkeskolens centre for undervisning af handicappede) og i 1964 optages blinde elever i en centerklasse i Herning.

I 1969 kommer ændringen af Folkeskoleloven: Reform om handicappedes adgang til den almindelige undervisning og i 1971 kommer cirkulæret, der åbner op for amternes muligheder for selv at ansætte synskonsulenter til tjeneste for enkeltintegrerede blinde og svagsynede elever i Folkeskolen.

Det var en tidsperiode, der var overordentlig dynamisk. Integration af handicappede i det almindelige skolesystem var det skolepolitiske mantra.

Nogle forældre til blinde børn var begyndt at røre på sig og forlange, at deres barn blev undervist i lokalskolen.

En lærer fra Blindeinstituttet i København havde været på studierejse til New Jersey, USA. Og holdt et foredrag for mand af huse om, at man i New Jersey og andre steder i USA havde integrationsprogrammer som muliggjorde blindes undervisning i Folkeskolen.

Jeg var så heldig at være tilhører på bageste række. Jeg kan huske at jeg tænkte:

Selvfølgelig kan det lade sig gøre og det er det, vi skal gøre.

For resten var det svært at få ro til at tænke ved denne lejlighed på grund af protester. Det var den rene revolution…

4. ILDSJÆLE SOM TRENDSÆTTERE.

Læreren der havde været i USA hed Valdemar Påske. Han blev straks derefter ansat som konsulent i Undervisningsministeriets Inspektion for Specialundervisning.

Stillingen blev simpelthen oprettet ved den lejlighed fordi Undervisningsministeriet og dermed samfundet ønskede udvikling til integration.

Talrige initiativer blev iværksat med ministeriet som udgangspunkt: Lærerkurser, konferencer, materialeudlån, udformning af vejledninger, den første ”sommerskole” på Refsnæs mv. Alle initiativer som målrettede støttede integrationen.

Det var der også hårdt brug for. Fronterne var trukket skarpt op mellem den traditionelle blindeforsorg og de nye lokale initiativer- med enkelte undtagelser dog.

F.eks. kunne man de første år ikke låne bøger til blinde børn i Folkeskolen. Vi skrev dem så selv- undertiden sammen med forældre og lokale folkeskolelærere som vi uddannede til det.

Udover at være bannerfører for integrationen havde Valdemar Påske et andet adelsmærke: Han var den der indførte regning på japansk kugleramme-abacus i blindeundervisningen i Danmark.

Svend Ellehammer var tidligere lærer på Blindeinstituttet i København. Siden hen psykolog og lektor på Danmarks Lærerhøjskole, hvor han havde den perfekte position til at udvikle kurser.

I en lang årrække arrangerede han kurser under fællestitlen”Pædagogisk støtte til det blinde/ svagsynede barn”. Det var internatkurser på en uge med hver sit tema.

F.eks. . Taktile og auditive resursers udnyttelser populært kaldet torskekurset fordi deltagerne med bind for øjnene skulle skille torsk og andet godt!

Et andet handlede om sprogets betydning og betydning af ekstraverbale signaler.

Hvert kursus blev omhyggeligt rapporteret med den litteratur der havde været anvendt.

Dette er guld som enhver bør kende. Disse temakurser var den uddannelse der var. I dag er der jo ”Synslinien” som et spor i PD i Specialpædagogik.

Ellehammers store fortjeneste ligger også i at arbejde for holdningsændringerne til blinde og andre handicappede.

Med litterær dokumentation (bl. a. Beatrice Wright, Erwin Goffmann) påviste han, at holdninger til den enkelte handicappede er mere hæmmende end handicappet i sig selv.

Et handicap = funktionshæmning har sine praktiske grænser og skal afhjælpes.

Vi kender jo sprogbrugen i dag, hvor vi IKKE taler om handicap. Vi taler om særlige behov og undertiden om særlige vidtgående behov. Opgaven er at se personligheden i sin individuelle helhed og ikke udelukkende fokusere på funktionsforstyrrelsen.

Han talte STEMPLINGSMEKANISMERNE midt imod og med rette.

Demokrati skal der vogtes konstant på for at hindre at fascismen ikke stikker sit hæslige ansigt frem.

Sådan er det også med stemplingsmekanismerne. De kommer lynhurtigt og bider sig fast, hvis man ikke slår dem fra sig!

Æret være Valdes og Ellehammers minde.

5. ”BLINDEUNDERSØGELSENS” TID.

Undersøgelsen ”Blinde i Folkeskolen” blev publiceret i 1979. Forud var gået 2 års projektarbejde med interwievs, rapportering, teoridokumentation og teoridannelser.

Undersøgelsen havde nogle konklusioner- anbefalinger som det kunne være interessant at se på i dag. Især for at konstatere, om de er blevet efterlevet eller tabt på gulvet.

I 198o bliver Særforsorgen udlagt til Amter og Kommuner.

Fra 1971 havde amterne haft mulighed for at ansætte synskonsulenter, hvilket mange klogelig havde gjort.

Der var således et udbygget støttesystem for blinde i Folkeskolen på det tidspunkt, hvor de formelle bestemmelser blev politisk vedtaget.

Blindeintegrationen havde op gennem 60-erne og 70-erne haft stor bevågenhed også fordi den var succesfyldt. Den dannede model for andre grupper handicappedes integration.

Herpå kan der være mange forklaringer, men én af de nærliggende er, at almindelige pædagogiske principper for seende børn også er gode til blinde børn og at de blindepædagogiske principper også er gode til seende børn.

Måske er der i virkeligheden tale om grundlæggende gedigen pædagogisk tanke- og handlemåde?

Det gode var, at det kunne lade sig gøre.

Det dårlige var, at der var så meget krig omkring det.

Enten var man for eller også var man imod integrationen.

Det var svært at skabe konsensus for at det skulle være et både og…

Der blev talt og skrevet meget om ”både-og” men det var svært at efterleve i praksis.

Personligt har jeg altid haft svært ved at forstå det:

Det er jo børnenes bold vi skal gå efter og ikke systemernes.

I 1974 publiceredes temaheftet: Integreret specialundervisning.

Valdemar Påske og jeg blev opfordret til at skrive om integration af synshandicappede elever i Folkeskolen. Jeg citerer afslutningsvis herfra:

”Skal man forsøge på at gøre situationen op efter 10 års arbejde med integration af blinde elever i Folkeskolen, vil man først hefte sig ved, at det, trods vanskelige og beskedne arbejdsvilkår, på trods af utilstrækkelig synskonsulenthjælp i en del tilfælde, på trods af mange besværligheder med materialeforsyningen, på trods af megen skepsis og også en ikke ringe modstand, på trods af alle disse vanskeligheder, der var størst i begyndelsen, og hvoraf de fleste efterhånden er overvundet og på trods af, at vi var helt uforberedte til den opgave, der meldte sig med så stor styrke, så må det alligevel siges, at det som helhed er gået godt. Der er meget stor forskel på, hvordan opgaverne er blevet løst. I nogle tilfælde gik det godt, i andre tilfælde gik det ikke så godt. I nogle tilfælde gik det godt i en periode og ikke så godt i en anden. I de fleste tilfælde, hvor det ikke gik så godt, må vi nok erkende, at det var, fordi vi ikke var dygtige nok og ikke havde ressourcer nok til rådighed.”

…” Vi må erkende, at den blinde elev står svagt, forstået således, at ganske få og små ændringer til det værre i vilkårene kan gøre ubodelig skade, hvis ikke der sættes ind med hurtig og effektiv hjælp. Virkningerne af en sygdomsperiode med nedsat arbejdsevne vil være sværere ”at rette op” for en blind end for en seende. Det er billedligt talt, som om den blindes ”instrumenter” slår hurtigere og kraftigere ud end den seendes.”

Hanne Lindau og Valdemar Påske. Integration af synshandicappede elever i Folkeskolen. - Integreret specialundervisning. Hjælpeskolen, Læsepædagogen, Nordisk tidsskrift for specialpædagogik og Skolepsykologi. Kannike Tryk, Århus. 1974

Svend Ellehammmer Andersen, Bjørn Holstein Blinde i Folkeskolen. Danmarks Lærerhøjskole 1979.

Erving Goffmann Stigma. Gyldendal 1975.

Berthold Lowenfeld. The Visually Handicapped child in school. Constable, London 1974.

Berthold Lowenfeld Our blind children. Charles C. Thomas publ. U.S. 1964.

Beatrice Wright. Physical disability – a psychological approach.. Harper & Row. Publ. US 1960.

Forstander Moldenhauers omfattende litteratur om blindeundervisning kan lånes på Blindemuseet på Instituttet for Blinde og Svagsynede v. henvendelse til museumsleder Mogens Bang.