| SynDanmark |
| Links |
| Adresser |
| Håndbog |
| Kernekompetence |
| Arrangementer |
| Kurser |
| Login |
| Download FC-klient |
Øjets opbygning
 Øjets opbygning
Af Svend Erik Hansen
Øjet er det sanseorgan, der giver os et synligt billede af vore omgivelser. Øjnene dækkes fortil af øjenlågene og sidder godt beskyttet af knogle-vægge. I øjenhulerne ligger bindevæv (bl.a. fedtvæv), der også beskytter øjet, men samtidig medfører, at øjet kan bevæges, når dets forskellige muskler trækker sig sammen.
Øjet er næsten kugleformet, og bortset fra en klare hornhinde fortil består det yderste af øjet af en tyk hvid bindevævshinde, senehinden. Fortil er senehinden dækket af en tynd slimhinde, der går over på bagsiden af øjenlågene, som kan dække øjet helt, når man lukker øjnene.
Hornhinden er en udbuling fortil. Den er helt klar og gennemsigtig, så man kan se regnbuehinden, der har forskellige farver hos forskellige personer - blålig, grålig, grønlig eller brun.
Midt I regnbuehinden er der et rundt hul, pupillen. Når man ser hinanden I øjnene, ser pupillen sort ud - som om der ikke er noget bagved; men der ligger øjets linse. Linsen er ophængt I en masse tynde tråde hele vejen rundt. Disse tråde går ud til strålelegemet, der sidder som en ring bagved regnbuehinden. Linsen er helt klar, og kigger man med et bestemt apparat, et oftalmoskop, igennem pupillen, kan man se ind I øjet, hvor nethinden beklæder indersiden. Man kan også bagtil I nethinden se den gule plet, blodkar og stedet, hvor synsnerven forlader øjet.
Øjets funktion
Som nævnt giver øjet os oplysninger om, hvordan der ser ud omkring os. Ser vi f. eks. Direkte på flammen I et stearinlys, sender denne lysstråler ud til alle sider, og nogle af dem rammer øjets hornhinde. På grund af at hornhindens overflade krummer, bøjes lysstrålerne ind mod hinanden og kommer hen mod pupillen.
Hvis der er for meget lys, trækker pupillen sig sammen (nogle små musk-ler I regnbuehinden gør hullet mindre). Hvis der er for lidt lys, udvides pupillen. På denne måde reguleres den mængde lys, der kommer ind I øjet. Lysstrålerne når så frem til linsen, hvor de samles yderligere, og herfra går de til nethindens centrale punkt, den gule plet, hvor strålerne fra et bestemt punkt I stearinlyset igen samles til et punkt.
Alle lysstrålerne fra stearinlysets omgivelser samles også på nethinden; men uden for den gule plet. Dem kan vi også se, dog ikke helt skarpt - jo længere væk fra den gule plet vi kommer, jo mindre skarpt opfatter vi billedet. Den gule plet er det sted I øjet, hvor vi ser helt skarpt, og hvor billedet dannes af det, vi ser direkte på.
Sansecellerne I nethinden, der opfatter lysstrålerne, har forbindelse til en mængde nervetråde, der samles I synsnerven.
Der hvor synsnerven sidder, har vi alle en blind plet I øjet. Dette kan demonstreres med pletten og krydset herunder.
Luk det venstre øje og kik på prikken. Før papiret frem og tilbage, og I cirka 10 - 20 cm´s afstand forsvinder krydset pludselig.
I synsnerven føres nervetrådene bagud til hjernen, hvor forskellige nervebaner fører synsimpulserne til den bageste del af hjernen, hvor centret for synsimpulser sidder.
Da hornhinden og linsen er samlelinser, dannes billedet omvendt på nethinden; men I hjernen vendes det om igen, så vi ser det rigtigt.
For at vi skal kunne opfatte et godt og klart billede af vores omgivelser, skal alle de enkelte dele af øjet og nervebanerne samt området bag hjer-nen fungere normalt.
Således kan uklarheder I hornhinden (f.eks. ar) eller I linsen (grå stær) forhindre lyset I at komme ind I øjet. Nethindens sanseceller kan mangle eller være beskadiget (retinitis pigmentosa), eller nervetrådene kan være ødelagt (f. eks. Grøn stær).
På grund af blødninger eller defekter I hjernen kan synsopfatttelsen være ødelagt eller mangle.
| ||
©
SynDanmark