SynDanmark

Mange af vore svagsynede og blinde børn har oveni deres grundlæggende øjenlidelser problemer med, at øjnene ikke begge peger ligefrem; men enten drejer ind mod næsen eller udad. - De skeler.

Skelen hedder på græsk strabismus, og man taler så om strabismus divergens = udadskelen og strabismus convergens = indadskelen. Man bruger også de græske udtryk esotropi (indadskelen) og exotropi (udadskelen). Endelsen "-tropi" betyder drejer.

Skelen er en af de lidelser ved øjnene ved øjnene, andre lægger mest mærke til, fordi øjnene betyder meget I vores kommunikation med hin-anden, og problemer opstår ofte, når det kniberr med at få øjenkontakt med den, man taler med. Man bliver forvirret, fordi der er "kontakt" med det ene øje, mens det andet ser til siden. Nu er det jo I forvejen svært at få øjenkontakt med de fleste svagsynede og blinde; men når vi, der ser nor-malt, henvender os til dem, ser vi dem alligevel I øjnene og lægger mærke til, at øjnene ikke står, som de skal.

Når et barn er et par måneder gammelt, vil det normalt udvikle sit skarp-syn samtidig på begge øjne. Barnet lærer hurtigt ved at styre øjenbevæg-elserne - at "placere" den ting, det betragter, I den gule plet på begge øjne, da hjernen ellers vil opfatte to billeder af den samme genstand ved siden af hinanden, og dermed vil barnet se dobbelt.

Evnen til at se med begge øjne samtidig kaldes samsyn, hvilket har betyd-ning for den rumlige opfattelse af omverdenen (det tredimensionale syn, evnen til at bedømme afstande). Dette skal udvikles, inden barnet er cirka et halvt år, da det ellers aldrig kan opnå fuldt samsyn.

Indtil børn bliver seks til otte år, har de en særlig evne, som derefter for-svinder: Hvis de af en eller anden grund ikke kan få billederne I de to øjnes gule plet til at falde sammen til ét, kan de for ikke at se dobbelt "lukke af" for synet fra det ene øje (det sker I hjernen). Det betyder altså, at de kun ser med ét øje. Nogle børn lærer at skifte mellem de to øjne; men andre kun bruger det ene. Hos disse vil det øje, der ikke bliver brugt, efterhånden miste evnen til at se. Man plejer at sige, at det bliver dovent, og er der f. eks. Grå stær eller en stor bygningsfejl på det ene øje, vil barnet naturligvis vælge at bruge det øje, det ser bedst med.

De, der fra fødslen har dårligt eller intet syn, har altså ikke muligheden for at udvikle samsyn og kan derfor ikke læreat styre øjnenes bevægelser fuldstændigt. Børn, der har haft samsyn, men senere får så dårligt syn, at samsynet går tabt, kan også kome til at skele, da det meget fine og nøj-agtige samspil mellem musklerne, der styrer øjnenes bevægelse, er afhæn-gigt af samsynet.

Det er muligt med forskellige metoder at træne samsynet hos helt små børn, så de delvis opnår et tredimensionelt syn; men træningen skal iværk-sættes så tidligt som muligt - helst omkring seks-syv måneders alderen - og kræver en enorm indsats af forældrene på et tidspunkt, hvor børnene ikke selv har forståelse for, hvad der sker, og derfor ikke selv kan medvirke aktivt. Samtidig skal årsagen til, at skelen er opstået, være helt væk. Man kan alligevel ikke regne med, at samsynet bliver normalt.

Næsten ingenting! De udvikler efterhånden andre metoder til at bedømme afstand. Blandt andet vurderes tingenes størrelse I forhold til omgivelserne, som hvis vi med normalt samsyn ser på et fotografi. Vi er jo ikke I tvivl om, at personer der fylder billedet helt ud står nærmere ved fotografen end personer, hvor omgivelserne fylder det meste af billedet.

For at tvinge et dovent øje til at se igen bruger man forskellige metoder, hvor synet på det andet øje midlertidigt nedsættes. Den hyppigste måde at gøre dette på er I perioder helt at lukke af for synet på det gode øje med plaster. I stedet for plaster kan man hos nogle bruge stærke kontaktlinser eller øjendråber, der slører synet på det gode øje. Disse former for be-handling kræver hyppige kontroller hos øjenlæge eller skeleterapeut, især I starten, dan man ellers risikerer, at det gode øje bliver dovent I stedet for.

Optræning af et dovent øje skal ske så tidligt som muligt, da det er nem-mere hos de små, og efter cirka seksårsalderen er det næsten umuligt at få bedre syn på et dovent øje.

Begrundelsen for at træne et dovent øje er ikke at hjælpe på børnenes skelen, men at sørge for at have to gode øjne. Hvis der efter barndommen sker noget med det bedste øje, kan det andet ikke trænes op.

Optræning af et dovent øje hos svagsynede er dog ikke altid ligetil, da der jo også er en anden øjenlidelse, der gør, at synet ikke sikkert kan trænes op, og er det ene øje påvirket mere af lidelsen end det andet, skal man være meget ihærdig med træning af det dårligste øje for at opnå og opretholde synet på øjet og fortsætte, indtil barnet bliver seks-otte år!

Er der meget stor forskel på øjnenes funktion, som f. eks. Hos børn født med ensidig tæt grå stær, er det I praksis umuligt at få godt syn på det dårligste øje, selv efter at stæren er opereret.

Man kan også operere for skelen; men operationen vil ikke forbedre synet eller øge chancerne for at et dovent øje kan optrænes. Den er I næsten alle tilfælde kun kosmetisk! Derfor dog ikke mindre nødvendig, da skelen kan være skæmmende og give psykiske problemer, netop fordi vi er så opmærksomme på hinandens øjne.

Man åbner slimhinden, der dækker den forreste del af øjet, og kan så komme direkte til musklerne, som sidder på senehinden, der er den hvide, seje skal, der giver øjet form. Man opererer altså ikke ind I selve øjet.

Ved indadskelen flyttes den inderste muskel nogle millimeter tilbage (klip-pes over og fæstnes påny til bindehinden med tråd), og den yderstes muskel forkortes nogle millimeter og sys fast til bindehinden.

Opererer man børn på et-to år, øges risikoen for at f. eks. En indadskelen bliver til en udadskelen, fordi børnenes hoved vokser forholdsvis mere end øjnene og øjenmusklerne.

Man kan ret nøjagtigt måle, hvor stor en skelen er. Det er straks sværere at beregne, hvor meget man skal operere på øjenmusklerne, for en muskel er elastisk, og tre millimeter kan et øjeblik efter vise sig at være fem, alt efter hvor meget musklen strammes. Man kan heller ikke flytte musklerne mere end et vist stykke, for så kan øjet ikke længere bevæges normalt. Det kan af og til være nødvendigt at operere flere gange. Somme tider er skelen for stor til, at musklerne kan flyttes nok. Man må så efter en periode operere det andet øje. Andre gange er der ikke opereret nok, eller skelenen vender tilbage på trods af operationen. Af og til bliver en ind-adskelen endog til udadskelen.

Selv om det egentlig er lige meget, hvilket øje der opereres, er det normalt det "ikke-førende" øje, der opereres (man har et "førende" øje, selv om syn og samsyn er nomalt, ligesom højre hånd er "førende" hånd hos de fleste). Det lyder måske ulogisk, at man også kan operere det øje, der ikke skeler, men tænk på, at man skeler, fordi synsakserne (linierne, der går gennem centrum af pupillen og ind til den gule plet) på de to øjne ikke er parallelle. Man har altså to linier, der står skråt I forhold til hinanden, og det lige meget, om man drejer den ene eller den anden linie for at få dem parallelle.

Efter truende kuvøseblindhed hos for tidligt fødte kan forandringerne gå delvist I sig selv igen, men efterlader ar,der trækker I nethinden og flytter den gule plet, så synsaksen ikke længere går igennem det, der egentlig skulle være centrum af øjet. Nogle af disse børn har normalt eller næsten normalt syn på begge øjne. Det ser kun ud, som om de skeler, da deres synsakser faktisk er parallelle; men hvis øjnene arbejder fint sammen, og der er samsyn, vil man fremkalde konstant dobbeltsyn hos disse børn, hvis man opererer efter de seks-otte år, og det kan forårsage et dovent øje, hvis de opereres før denne alder.

Skelen er altså ikke en lidelse, der er årsag til svagsynethed eller blindhed, bortset fra at det ene øje kan blive dovent, men ses ofte hos blinde og svagsynede, fordi øjnene ikke arbejder godt nok sammen til at styre øjen-musklerne.